London
Up

 

 

 

 

Mit bekendtskab med London går mange år tilbage, og er som altid affødt af 
rejseaktivitet i forbindelse med arbejde.
I 1986 er jeg sammen med en kollega på SNA kursus i London, og på vej i flyet 
siger min kollega noget om at gå i teater i London og se en bestemt forestilling 
som han har fået anbefalet af en ven.
Jeg har aldrig tidligere været i noget teater, så jeg siger bare ja ja.
Hvis min kollega vil i teatret, så gør vi det.
Jeg aner intet om teaterlivet i London, og da det, i forbindelse med billetkøb
til den forestilling vi skal se, går op for mig hvor stort udbuddet er i
London bliver jeg noget imponeret.
Vi får på en lidt sjov måde skaffet billetter til den forestilling der hedder TIME.
Jeg tror jeg skal kede mig i 2½ time, men da vi ankommer til Dominion Theater 
går der en prås op for mig, På plakaterne står der noget med:  Skrevet af 
Dave Clark, medvirkende: Julian Lennon, Freddy Mercury, Cliff Richard, Leo Sayer. 
Murray Head - Fortæller Sir Laurence Olivier.
DET tegner godt. Lykkeligt ude af teatret igen tager det lang tid at fordøje 
den kæmpe oplevelse den forestilling har været - Jeg har overgivet mig.

Vel hjemme i Danmark igen bliver jeg, som altid, hentet i Kastrup af Lise, 
og pokker om min kollega ikke lige skal fortælle om TIME og hvem der medvirker?
Lise er Cliff Richard fan helt ind til sjælen (jeg har ikke en chance der), 
så hun meddeler mig på stående fod at vi skal til London, helst lige nu.

Vi kigger lidt på de tilbud rejseburoerne annoncerer med, men det er alt 
sammen noget med een uge.
At rive en uge ud af kalenderen for at tage i theatret i London; det gør 
jeg simpelthen ikke, der må findes en anden løsning.

Det vi gerne vil er at rejse torsdag aften eller fredag morgen, og så 
vende hjem mandag aften, altså en forlænget week-end.
Det koster mig kun to arbejdsdage, så det er til at bære.

Lise ringer til Spies Rejser og forklarer en meget flink dame hvad vi søger.
"Det har vi godt nok ikke" siger damen, "Men jeg vil gerne kigge lidt på 
det - det er jo det vi lever af".
Det var pokkers - Nogen har forstået det, og tre uger efter er er vi på 
vej til London med billetter til TIME plus et par andre forestillinger i 
lommen - alt klaret hjemmefra med Spies som mellemmand.
OK, vi planlægger også selv, og til den ende har vi meget glæde af en lille 
bog fra Politikkens forlag ved navn "Turen går til London".
Den bog vil jeg absolut anbefale til alle der blot tænker på at tilbringe 
nogle få dage i London.

Se nu er jeg jo landet i London som turist, og så er jeg det på fuld tid.
Ud at se på byen: Madame Tussan's Vax Museum, Planetariet, Tower of London, 
Greenwich Observatoriet, London Dock's, Sct. Poul's Chatedral, RAF museet, 
British Museum of Science, Soho og alle de små pubber.
Helt speciel er bazar gaden Portobello Road - Det er vist verdens største 
loppemarked - Det må man ganske simpelt opleve.
Listen kan udviddes efter behov.

London er stor - Meget stor.
Indbyggertallet er ca. tre gange Danmark eller 15 millioner, og det kræver 
dels plads og dels infrastruktur.
Englænderne har forstået begge dele, og pga. størrelsen har de bygget et 
transportsystem der fungerer, nemli' London Underground eller, 
i daglig tale, the Tube.
Man kan købe rabatkort til the Tube, endags, tredags eller ugekort dækkende 
det antal zoner man har behov for.
Det kan godt betale sig at investere i sådanne kort hvis man skal køre mere 
end een tur hver dag hvilket næsten ikke er til at undgå.

For dem der tænker på bil så følgende:
Englænderne kører i den "forkerte" side af vejen - Det er uvant.
Trafikken i London er tæt - Meget tæt.
Der skal nu betales bompenge for at køre i den centrale del af London.
Første gang Lise var med i London bad hun mig om at leje en bil.
Jeg spurgde hende pænt: "Har du husket dit førerbevis".
Og så snakkede vi ikke mere om det.
A'propos trafik, så har London sine MC bude, faktisk er London fuld af dem.
De kører som de rene kamikaze piloter, og det er en gåde at de overlever, 
men køre MC - DET kan de. 

Til Tower of London vil jeg lige knytte et par ekstra ord - Det fortjener det.
Tower kender vi alle fra historien om Henrik d. 8' og alle de koner han fik 
taget livet af - Hele den historie udspilledes på Tower.
Museet på Tower fortæller også den del af fæstningens historie, men sandelig 
også så meget andet - Der er rigelig stof til en hel dag eller mere.
Men hvad de færreste tænker på er, at Tower stadig er en aktiv fæstning idet
de britiske kronjuveler opbevares her.
Af samme årsag lukkes fæstningen totalt hver aften kl. 2200, hvor bevogtningen 
går fra de flotte Beefeaters til de professionelle soldater med rigtige 
kugler i geværet.
Det at overdrage vagten kaldes "Ceremony of the Keys", er en over 400 år 
gammel tradition, der ikke har svigtet een eneste aften - Selv under 
2. verdenskrigs værste Blitz med granaterne flyvende om ørene holdtes paraden.
Og så er den for i øvrigt aldrig blevet fotograferet - Hvis nogen har set noget 
der ligner er det en opstilling for kameraet med statister.
Aldrig den rigtige vare.

Man kan ikke "bare lige" få lov til at overvære "Ceremony of the Keys", men 
man kan sende en ansøgning til Hs. Majesty Queen Elisabeth og bede om en 
invitation til en eller flere bestemte dage.
Adressen står i "Turen går til London".
Lise og jeg var så heldige at komme i betragtning til en oplevelse ingen 
af os glemmer.
Det er ikke alle ansøgninger der går i gennem, vi kender flere der har 
fået nej, men det skader bestemt ikke at prøve.

Og så lige det med at begrænse Lises rov i tøjbutikkerne i Oxford Street.
De er der alle sammen - H&M, C&A, Herrolds osv. den ene dyrere end den anden.
OK, indrømmet, jeg køber i en årrække alt mit tøj i London, hvilket ikke 
kan betale sig mere.

Alt det jeg nævner kan jo ikke nås på en forlænget week-end, men der kom 
mange lange week-end's i London efter den første.
Hver gang med hele turen nøje planlagt hjemmefra, og hver gang med theater 
billetterne i lommen.
Jeg har opgivet at huske alle de forestillinger vi har set, men de største 
kan jeg da huske: TIME, CHESS, Les Misserables, Metropolis
Og fra 2005: Mama Mia og We'l Rock You - Særlig den sidste er lige min smag.

I 1989 er jeg i London - Denne gang på arbejde og over en længere tid.
Det er ved den lejlighed jeg får set RAF museet i Hendon i London's udkant.
Det er bestemt et besøg værd, de har bl.a. tyske maskiner tyskerne ikke selv har.
Jeg er så svine heldig at en af mine engelske kolleger, Brian Sparks, der er 
en del ældre end jeg, og har levet under krigen, vil med ud på RAF museet.
Hvor sjovt det end lyder har han aldrig været der selv om han bor i London.
Men Brian kan hele historien og lidt til, så jeg har fået en guided tour.
Det der gjorde størst indtryk var hvor lille en flyvende fæstning med sin 
7 mands besætning er i forhold til en Vulcan jagerbomber med kun 3 mand på.

Efter den tur ebber de forlængede week-end's ud - Vi har vist slidt for 
meget på vort bekendtskab med London.

I 2005 melder lysten til at tage til London sig igen.
Den direkte årsag er at banken hvor Lise er ansat har fået en lejlighed 
nær Paddington Station, og den lejlighed står til udlejning til bankens 
ansatte til kostpris, hvilket er betydelig billigere end noget hotel.
Lise søger den for en uge og får den.

Nu er der lige den med flybilletter, teater billetter og dem til the tube.
Den med flybilletter er blevet meget lettere med Internet.
Jeg kiggede lidt på de de forskellige selskabers tilbud og landede ud 
ved British Airways. Dels er de ikke særlig dyre, og dels kan man regne
med at de flyver til f.eks. Heathrow hvorfra der er forbindelse med the Tube.
Billetterne blev bestilt og bekræftet elektronisk - Den reelle billet er det 
kredit card de er betalt med, så det skal man huske på rejsen. 
Teater billetter og flere dages kort til the Tube bestiller Lise gennem Arte.
Her er super betjening, og det hele kommer med posten.
Billetterne til the Tube kunne vi have bestilt via Internet, men den med 
Arte er langt det nemmeste når der nu skal bestilles teater billetter også.

Turen er som den plejer vellykket, bortset fra at jeg ikke kan finde et MC 
museum for gamle engelske motor cykler.
Jeg har ganske simpelt glemt dokumentationen hjemme.

Husk at planlægge ordentligt og få al dokumentation med til London. 

Londons hjerte  Piccadilly Circus.

 

Portabello Road.

 

Min første men bestemt ikke sidste teaterforestilling.

 

Tower of London er et imponerende bygningsværk.

 

Tower Bridge er ikke mindre imponerende.

 

Beefeaters er meget venlige mennesker og lader sig gerne fotografere.
Deres herkomst er mere makaber.
Henrik d. 8' frygtede for sit liv i en grad der afstedkom at al hans mad
skulle prøvesmages af hans Beefeaters før det blev serveret for kongen.
Han må sørme have været populær.

 

I midt 80'erne hvor telefaxen havde sin storhedstid var det oplagt at 
reklamere med at fax'en var hurtigere end selv London's mange MC bude.
"Nothing can outfax a Nefax" og på brystet af MC piloten "Hells Courier".
Det siger noget om befolkningens opfattelse af byens MC bude.
De kører også som om de var på Isle of Man.
I dag er både fax'en og den gamle London bus borte, men MC budet lever
stadig - Sågar i stort antal.

 

Indgangen til Greenwich Observatoriet med det berømte 24 timers ur.

 

0 meridianen - Lise med en fod i øst og en i vest.

 

Det er ikke Downing Street 10, men indgangen til Bankens lejlighed i Paddington.

 

Pubben lige om hjørnet. The pride of Paddington.

 

Bjørnen Paddington. Vi brugte flere dage på at finde ham.
Hvor sælges han så?    På Paddington Station naturligvis.